Lidt om foreningen og bio's historie
Kort om Nordborg Bios historie
På matriklen Holmgade 4 i Nordborg, dér hvor biografen ligger i dag, lå der ind til ca. 1934 en motormølle, men biografens historie starter endnu tidligere.
Ejeren af naboejendommen, Hotel Harmonien, var en ildsjæl, som lejlighedsvis satte stolerækker og et lærred op, så der kunne vises film i restauranten, hvilket ikke var så almindeligt i en flække af Nordborgs størrelse. Men da møllen brænder ned omkring 1934, tilbyder mølleren, at hotelejeren kan købe brandtomten og opføre en rigtig biograf, som han åbenlyst har ønsket sig så meget. Det blev startskuddet til den bygning, som i dag stadig danner rammen om Nordborg Bio.
Biografen sælger i disse år ganske pænt med billetter og skønnes at have været et stort aktiv for kommunen, som måtte holde sig attraktiv for de mange nye tilflyttere, der kom til området som følge af det succesfulde industrieventyr, Danfoss startede i 1933.
Frem til 1970 er biografen privatdrevet, men da økonomien er blevet lidt anstrengt, overtager Nordborg Kommune biografen i forbindelse med kommunesammenlægningen og ansætter en biografdirektør, for at sikre den fortsatte biografdrift. I den efterfølgende periode lever biografen videre på disse vilkår, men økonomien fortsætter med at være anstrengt, så byrådet beslutter i 1977 at ville sælge eller bortforpagte biografen, fordi ”der skal være mulighed for at komme i biografen på Nordals”. Det lykkes ikke at sælge biografen, så der indsættes en forpagter, og kommunen yder et årligt tilskud til driften.
I 1984 kaster forpagteren håndklædet i ringen i erkendelse af, at det ikke er muligt at drive biografen på forretningsmæssige vilkår, og biografen er nu stik mod byrådets ønsker for alvor lukningstruet.
Men en gruppe frivillige borgere kaster sig ud i kampen for bevarelse af biografen, og da det fortsat er byrådets ønske, at der skal være en biograf på Nordals, finder man sammen i en aftale, som resulterer i, at Foreningen til drift af Nordborg Bio overtager biografen, mens kommunen fortsætter ejerskabet af bygningen. Aftalen, der har kørt siden den 1. marts 1985, blev overtaget af Sønderborg Kommune i forbindelse med den nye kommunesammenlægning den 1. januar 2007.
I dag er omkring halvdelen af Danmarks 160 biografer drevet af frivillige foreninger, og Foreningen til drift af Nordborg Bio er blandt de aller ældste, som driver biograf under denne virksomhedsform.